Sigfred Pedersen og Børge Binderup

Et Knippe hø

Jeg dansede med dig en eneste dans

og samme nat gik du fra samling og sans.

Du løb fra en verden, der hidtil var din

med sølvtøj og dækketøj, stabler af vin.

Og du sa’ farvel til en rede så lun,

du vraged’ en seng med de blødeste dun.

Alt bytted’ du bort for et leje af strå,

og intet fortrød du, da sammen vi lå.

Et knippe hø og en flaske brændevin,

hvad skal man med mer’, når kæresten byder på natkvarter?

Så’n blev du min kone, så’n blev jeg din mand.

Vi strejfede gennem det udstrakte land.

Og nætternes kulde blev glemt imod gry,

når solen gav lemmerne varme på ny.

Måske var du sulten, måske var du træt,

men jeg så dig aldrig forknyt og forgrædt.

En nat fandt vi ly nær din fædrene gård,

men du slog med nakken og gjorde dig hård.

Et knippe hø....

Nu blomstrer du atter, vi slog os til ro,

vi fik os en rønne med ged og med ko.

Ak, sengen er rippet for avner og strå:

alt spiste den røde ved hjælp af den grå.

Men seng skal jeg rede og bås skal jeg strø,

når blot jeg kan bjerge et stort knippe hø.

I vejgrøften står der en stak eller to.

Dem slæver jeg hjem og så går vi til ro.

Et knippe hø...